Følelsesliv del 1

Det er lidt mærkeligt at starte forfra, når alle andre omkring dig er halvvejs i deres fortælling…

Som nylig single efter at have været i parforhold i de sidste 11 år ca, dog med 2 forskellige mænd (ikke samtidig 😉 men ret hurtigt efter hinanden)… er det virkelig weird at stå her… alene… helt alene.

Som snart 32-årig (gisp) er min omgangskreds delt i to. Dem der har gang i babymaskinen og huskøb og os andre, der er startet forfra mere eller mindre frivilligt.

Jeg har altid syntes, at det er interessant at læse artikler om folk, der har været kærester i mange år. For hvad er hemmeligheden?

Noget jeg har lagt mærke til er, at de fleste af dem nævner, at begge parter skal arbejde med sig selv. For hvis man ikke udvikler sig eller gør en aktiv indsats for at udforske sig selv eller sin psyke, så udvikler man sig ikke som menneske, og dit forhold går i stå og dør (skåret lidt hårdt ud i pap – men you get the point)

Jeg har aldrig været god til eller kunne lide at tale om, når jeg har det dårligt. Jeg har for det meste bare dealet med det selv, og kun fortalt mine nærmeste en brøkdel af, hvad jeg egentlig går og tænker på. Ikke fordi det er hemmeligt. Men fordi jeg ikke synes, at det er interessant at tale om. Det keder mig, og jeg kan faktisk ikke lide det…  Men jeg kan mærke, at dette mønster hos mig selv er noget, der skal brydes. Hvis jeg ikke gør det nu, er jeg bange for, at jeg en dag knækker.

Min krop plejer nemlig at fortælle mig, når jeg ikke har det psykisk godt. Så starter det som regel med ondt i halsen, feber og så ruller resten af influenza-symptomer ellers bare ind over mig. Og så kan jeg bruge en uge i sengen, hvor jeg ikke for dealet med det, der går mig på. For influenza er ikke lig med overskud… jeg får bare en pause. Når jeg så er rask, så starter hverdagen igen, og jeg kører derudaf med 180 i timen, uden rigtig at få mærket ordenligt efter, og få sagt stop når jeg er ked af det.

Derfor er jeg startet hos en psykolog… For jeg kan ikke selv finde ud af, hvad det er inde i mig der gør, at det er så angstprovokerende at fortælle mine venner og familie, når jeg ikke har det godt. Jeg kan selvfølgelig godt selv komme på de åbenlyse grunde, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal lære at være åben omkring mine følelser og vise den side af mig selv. For jeg er kendt som altid glad, overskudsagtig og sjov. Ikke ked, depri eller dyb.

At udgive dette indlæg, og bare det at have en blog, er derfor også mega grænseoverskridende (men godt) for mig, for ved at give omverden lidt mere af mig, så åbner jeg jo også op for at vise, at jeg ikke kun er glad og kan lide flotte kjoler. Men der også er andre sider, som er okay at vise… det tager nok bare lidt tid. Så ja udover serier og flotte iPhonecovers, så sker der også andre ting i min hjerne 😉

Så vær beredt! Denne blog bliver måske mere end lækkert tøj og dulledimser – måske 😉

PS:

Ja – jeg er nu en af dem, der poster quotes 😉 Men de giver bare så meget mening, når man er lidt trist 😉

PPS:

Jeg prøver dagligt, at huske mig selv på, at der er en mening med alting, og man skal have en tro på, at det der sker, sker af en grund. Så selvom det hele føles vildt, voldsomt og uoverskueligt, skal det nok blive godt…