Min historie om spiseforstyrrelse!

Den 30/9 er en helt særlig dag for mig. Ikke fordi det er septembers sidste dag, og det sidste håb om lidt indian summer dør, men fordi det er min lillesøsters fødselsdag.

Dem som kender mig, kender også til min søsters historie. Men jer som ikke lige er på fornavn med hende, vil jeg gerne indvie i fortællingen om Frederikke.

Siden jeg var helt lille, har jeg ønsket mig en lillesøster – så det var med ekstrem glæde, da jeg så Frederikke første gang på hospitalet.

Vi voksede begge op i vores lille familie i Søborg under samme omstændigheder, lavet af de to samme mennesker – men det viste sig hurtigt, at vi var meget forskellige. Jeg var Barbie-klæde-ud-ekstrem-følsom-pigen, og Frederikke var håndbold-vild-udenfor-du-kan-ikke-bestemme-over-mig-pigen.

Vores barndom var god og tryg, men det søsterbånd jeg altid havde drømt om, at være STOREsøster for min LILLEsøster kunne jeg godt skyde en hvid pil efter. Man kunne/kan IKKE bestemme over Frederikke. Derfor sagde vores far også altid, at hendes ekstreme viljestyrke ville enten gøre, at hun blev statsminister eller at hun ville gå heeeelt sine egne veje.

Da jeg som 16årig og Frederikke 11årig blev sat ned af vores forældre og fik af vide, at de skulle skilles, håndterede vi det helt naturligt på hver vores måde. For udover en aldersforskel var vores sind også vidt forskelligt. Jeg brugte mine venner til at tale med og græde ud hos. Men Frederikke vendte det ind ad, og ville ikke tale om det. I samme periode døde vores elskede mormor, vores kat blev kørt over, og Frederikkes veninde døde. Når vi taler om det nu, lyder det som en dårlig Daniel Steel roman – men sagen er den, at det var vores virkelighed.

Det næste års tid gik med at lære at finde hoved og hale i at være skilsmissebarn, bo to steder, konstant have dårlig samvittighed over at være en dag længere hos min mor, gå i gymnasiet, afleveringer, og bare været teenager. Derfor var min opmærksomhed heller ikke på Frederikke. Vi levede hvert vores liv.

Men en dag begyndte jeg at kunne se små ting i hendes opførsel, som gjorde mig bange. Adfærd som jeg kunne genkende fra da min folkeskoleveninde fik en spiseforstyrrelse. Små løgne om at have spist hos en veninde, skulle på toilettet direkte efter hvert måltid, blive vegetar og skære ”naturlige” ting ud af sine måltider. Jeg kan tydeligt huske den dag, hun kom hjem og sagde, at hun havde spist hos en veninde, og jeg sagde til min mor, at jeg var 100 på, at det var løgn. Min mor ringede til veninden og fik bekræftet, at det ikke passede. Det var den dag, det hele ændrede sig for mig. Herfra blev Frederikke rigtig syg…

Frederikke færdiggjorde 9 og 10 klasse, men hun havde det ikke godt. Jeg blev student og kunne ikke vente med at flytte. For vores hjem hos både vores mor og far, havde ændret sig for mig fra at være et rart og afslappende sted til at være et sted, hvor alt handlede om Frederikke og hendes spiseforstyrrelse.

Det er nu 15 år siden ca og Frederikkes situation er kun blevet værre. Det kræver flere indlæg at gå mere i dybden med, hvilke behandlingsformer hun har prøvet og været igennem. Men en ting kan jeg sige nu og her… at se sin søster være tvangstilbageholdt på den lukkede, og have en person ved hendes side 24/7 – når hun er på toilettet, i bad og sover fordi hun er så syg, at hun tvangsmotionere om natten, og sidste udvej er, at de skal tvangsfodre hende, er det værste, jeg har prøvet.

Mine forældre og især min mor er den stærkeste og sejeste, og den Frederikke bruger mest. Så jeg tør ikke tænke på, hvordan det føles for dem, og ikke mindst hvordan det er for Frederikke…

Men på denne dag vil jeg gerne fortælle jer, at mit største ønske her i verden, mere end verdensfred tør jeg godt sige, er at min søster bliver rask. At hun kan leve sit liv lykkeligt og frit. At hun oplever kærlighed og glæde. At vi kan have en filmaften med slik og sleep over hos mig, mødes til en kop kaffe, tage på weekendtur til London. Simple ting andre tager forgivet – men som jeg altid har drømt om at gøre med min søster.

Derfor er d.30/9 altid noget særligt, det er den dag på hele året, jeg sender ekstra mange tanker op og ud, og beder til at Frederikkes nye år bliver det år, hvor hun bliver rask.