Fyret og forladt!

Her den anden dag poppede dette billede op på min Instagram. Med en ‘For et år siden postede du dette foto’ kommentar.
Jeg blev helt overrasket og fik samtidig en klump i maven. For guuuud, hvor ser jeg trist ud. Men det var jeg jo også…
Slutningen af 2018 var noget af det hårdeste, jeg har prøvet, og når jeg sidder her et år efter, og er gladere end nogensinde, minder jeg lige mig selv om, at nyde det ekstra meget.
For et år siden blev jeg fyret fra mit job. Et arbejde jeg havde haft i 8,5 år. Det var verdens største mavepuster, og efterlod mig med en følelse af, ikke at være god til noget som helst (pænt nederen følelse) men her sluttede det ikke. For næææh neeeej den fyr jeg datede, og havde datet seriøst i en del måneder, besluttede sig for at ghoste mig. Sådan for alvorlig ‘ jeg går lige i kiosken’ og så så jeg ham aldrig igen. Jeg tænkte… han ringer da nok i morgen. Nå det gjorde han så ikke. Måske i overmorgen så… eller dagen efter i overmorgen?
Der gik to måneders tid, før end jeg opgav håbet. Og her et år efter, har jeg stadig ikke hørt et pip fra ham. Jeg kan se på hans sociale medier, at han er i live, så bare rolig – han er ikke død og spist af katte.
Derfor gik november og december 2018 med at ligge på min sofa, spise take away, se real housewifes of alle byer, og græde… meget. Det hele toppede en december dag, da mit køleskab også stoppede med at virke – der tænkte jeg, nu må det være punktum for mit romantisk komedie liv. For nu kan hovedpersonen da ikke tåle mere. Nu må det da vende. Jeg er fyret og forladt og har min gay bff som sidekick, der minder mig om, at jeg stadig er faaaab og nok skal få et job og en mand igen. Og han havde jo ret.
For cut til november 2019. Nu sidder jeg her på samme sofa. Med et nyt spændende job, et køleskab der virker og en mand, der har spurgt om vi skal giftes.
Så husk det nu allesammen (mig selv inklusiv) ingen tilstand er permanent. Hverken det dårlige eller det gode. Så nyd det og vær tilstede.
Dejligt at læse at du har det godt nu. Jeg er glad for at jeg ikke er alene om følelsen, det giver mig håb. Selvom vi ikke kender hinanden, er det rart at blive mindet om at man kan komme igennem visse ting.